Da det hele startede

Erhvervsfotograf - Claus Sall

Jeg lander i Københavns lufthavn den 3 marts 2014. Jeg henter min bagage, og da jeg sætter mig ind i bilen, rammer det mig. Jeg havde intet mærket, da jeg stod i kaoset på Filippinerne. Den 8. november 2013 rammer supertyfonen Haiyan (Yolanda) den filippinske ø Samar, hvor den går i land ved byen Guiuan og bevæger sig vest over og til sidst rammer Tacloban. En by med omkring 250.000 indbyggere. Med vindhastigheder på over 300 km/t og vindstød anslået op til 380 km/t, var det en kæmpe katastrofe, hvor mange mennekser omkom. Det helt eksakte antal omkomne er endnu ikke blevet opgjort. Min mangeårige gode ven Nils Gisli er i Pakistan med Læger uden Grænser og er lige ankommet til Islamabad, efter en evakuering af alle internationale udsendte i deres projekt nær det nord-vestlige Pakistan.Da nyheden om tyfonen når Pakistan, sidder Nils og hans filippinske kollega Benny og ser hvordan den har hærget i området. Idet Benny er filippiner bliver han udstationeret på et Læger Uden Grænser projekt ved byen Guiuan.

Nils sidder i Pakistan og vil gerne hjælpe, men kan ikke komme afsted, så derfor sætter han en indsamling i gang på Facebook. En indsamling hvor forskellige virksomheder betaler for et foredrag, når Nils er vendt hjem igen. Det bliver starten på det projekt, der fik navnet “Tag Over Hovedet”. Jeg sad i Danmark og vidste intet om dette før en aften jeg sad foran computeren. Pludselig tikkede der en besked ind fra min gamle ven Nils. Nils forklarede mig situationen og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at mødes på Filippinerne og afvikle projekt Tag Over Hovedet sammen med ham. Han så en mulighed for at jeg kunne få udlevet en af de drømme jeg gik med, nemlig det at lave reportagebilleder fra et katastrofe område. En drøm, der nu blev mulig at udleve. Først var jeg lidt tilbageholdende, da det også var ret grænseoverskridende for mig at skulle ned og fotografere kaos, død, og ødelæggelse, det havde jeg aldrig prøvet før.

Jeg tænkte over det i nogle dage, og drøftede ideen med Mikael, en anden fælles ven til Nils og mig. Mikael var ikke i tvivl. Dette var en once in a lifetime chance og før jeg fik bestilt billetter, var Michael også ombord på projektet og vi satte begge kurs mod Filippinerne, hvor Nils ville møde os i Manila, så vi sammen kunne rejse videre derfra. Mikael og jeg landede i Manila i Filippinerne d. 24. februar 2014, hvor vi mødtes med Nils dagen efter og sammen drog mod Baguio, byen og området hvor Benny er fra. Det var en 6 timer lang køretur, som gav os rig mulighed for at catche up og vende projektets omfang og muligheder. Vi skulle bl.a. besøge et børnehjem, og se på et community center som de havde planer om at bygge. Men det var også for at hilse på en der skulle hjælpe os med at få kontakt til Pie, som blev vores kontaktperson i Tacloban. Vi ankom sidst på dagen lige inden mørket faldt på, og blev modtaget med mad og sang ved børnehjemmet. En virkelig dejlig oplevelse efter den lange køretur. Efter maden, blev vi vist rundt i byen, hvor vi besøgte nogle af de små projekter, de var i gang med, b.la det førnævnte community center. Det var en bevægende oplevelse. Det er utroligt hvad man kan med meget få midler og materialer.

Aftenen blev rundet af med middag med vores værter inden vi sagde godnat efter en lang og dejlig dag. Den nat sov vi på gulvet på børnehjemmet. Det var helt perfekt. Dagen efter skulle vi tidligt tilbage til Manila for at nå flyet til Tacloban, som var vores næste destination. Indflyvningen til Taclobans lufthavn gjorde et livsændrende indtryk på mig. Vi sad alle spændt og kiggede ud af vinduerne, for at se hvad der ventede os. Det var trods alt 100 dage siden, tyfonen havde ramt, og med vestlige øjne var vi nok ærligt i tvivl om, hvor slemt kunne det egentlig være. Jeg glemmer aldrig det syn, der mødte os, de sidste kilometer af indflyvningen mod landingspladsen. “Fuck…. Alt er jo totalt smadret” var alt hvad jeg kunne tænke. Alle palmer lå ned så langt øjet rakte, og stort set ingen bygninger var intakte - selv lufthavnen ligende en ruin. Vi trådte ud på landingsbanen, og kunne nemt se hvor vi skulle hente vores bagage. Den var nemlig smidt i et stort bjerg, og så måtte vi passagere selv finde vores ting i bunken. Når jeg tænker tilbage på den bunke af bagage, tegner den et meget godt billede af det vi var ved at bevæge os ud i. Udenfor lufthavnen mødes vi med Pie, vores kontaktperson. Hun havde arrangeret en bil med chauffør, som vil hjælpe os de dage vi er der, og kører os hjem til den familien, som havde givet os husly under vores besøg.

Det står stadig tydeligt for mig, at alle sad musestille i bilen, da vi kørte gennem Tacloban. Kombinationen af en alt for lille og tætpakket bil, og ærefrygten over det syn, der mødte os. Intet omkring os var intakt. Alle bygninger vi kørte forbi var ødelagt i et eller andet omfang, mange var helt smadret, selv store bygninger af armeret og jern beton var jævnet med jorden, og mellem alle de mange ødelagte bygninger var der små telte med symboler fra de mange forskellige nødhjælpsorganisationer. En voldsom oplevelse som jeg stadig husker tydeligt. Vi ankom til Santa Fe og mødte vores værter, som havde ryddet det eneste værelse, der var tilbage i det 3 families hus som vi alle skulle bo i. Vores værter havde sørget for, at vi tre voksne mænd fra Danmark kunne sove i hver vores seng, mens værtsfamilien selv skulle sove på gulvet i køkkenet. Deres gæstfrihed og ydmyghed overfor vores tilstedeværelse gjorde et enormt indtryk. Vi blev budt på mad, hvilket var utroligt dejligt efter en lang tur med fly og bil. Efter maden blev vi vist rundt i nærområdet, så vi kunne møde de lokale og danne os et indtryk af området, dets beboere, og omfanget af ødelæggelserne efter tyfonenen. Vi blev præsenteret for nogle af de familier, som var hårdest ramt i området, og vi så hvordan livet faktisk kan gå videre selvom en katastrofe som en tyfon rammer.

Jeg tog rigtigt mange billeder, og gemte mig nok lidt bag mit kamera, for at holde tingene lidt på afstand. På det tidspunkt var det ubevidst og først noget, jeg er blevet opmærksom på, nu hvor jeg er tilbage i Danmark og skriver min historie. Vi sluttede dagen af med at hænge vores myggenet op over sengene inde på vores værelse, og så gik vi alle til køjs efter endnu en dag fyldt med oplevelser og indtryk. Dagen efter gik turen til Tacloban. Pie vil vise os nogle af de steder, der var ramt langs kysten, så vi kunne få fornemmelsen af hvor voldsom tyfonen var, da den ramte. Et af de steder vi besøgte møder der os et syn jeg aldrig vil glemme. Vi kørte langs kysten, og kort efter et sving, så vi et kæmpe skib ligge helt oppe ved vejen, som vel at mærke lå 200-300 m fra vandet. Vi parkerede og hoppede ud af bilen. Der stod vi så og kiggede på to kæmpe skibe, som var skyllet helt op hvor vi stod. Det var aldeles surrealistisk. Oppe på skibet gik der folk rundt og arbejdede med en skærebrænder, en fyr saver i skibskruen med en nedstryger. Prøvede de at fjerne skibet ved håndkraft? Det virkede som en helt uoverskuelig opgave i mine øjne. Rundt om skibene var der mennesker i gang med at bygge små interimistiske hytter af blik og palmetræsplanker, et fint eksempel på at livet jo går videre, også efter en supertyfon. For når en tyfon rammer, og man ikke har andre steder at tage hen, så er der kun tilbage at begynde at bygge op igen og gøre det med de ting, man har til rådighed.

Det var her langs kysten, at tyfonen krævede fest dødsofre. Området blev også ramt af en flodbølge, som ikke stoppede før langt inde i landet, faktisk var der vand helt inde ved Santa Fe, helt inde ved den familie, vi boede hos. Efter rundvisningen skulle vi besøge Home Depot, meget amerikansk ja, men vi skulle kigge på materialer, og priser, så vi kunne danne os et overblik over hvor mange materialer, vi kunne få for de penge, der var blevet doneret. Planen havde hele tiden været, at materialerne skulle købes lokalt, og at de skulle leveres hos vores værtsfamilies i Santa Fe. Derfra skulle de fordeles blandt de familier, som som havde mest brug for det i området. Efter lidt forhandlinger med selveste chefen, endte vi med at købe materialer til 30 tagsæt, altså nok til, at 30 familier i Santa Fe kunne få tag over hovedet. Vi overnattede en sidste aften hos vores værtsfamilie, og det er en aften jeg sent glemmer. For da solen gik ned, og det eneste lys, vi kunne se var stjerner og ildfluer, der sværmede, blev der helt stille. Og der sad vi tre gamle venner, som har kendt hinanden siden folkeskolen, og drak en øl sammen i mørket.

Anna, en lokal pige og ven af familien spillede guitar og sang, og det lød rigtig godt. Følelsen af at sidde der i mørket, mærke varmen, og kun høre Anna der sang, var en magisk oplevelse, som jeg stadig bærer med mig.Dagen efter gik turen til Guiuan. Det var her tyfonen gik i land og Guiuan var dermed den by, der først blev ramt. Det var en køretur på godt 6 timer, og på grund af ødelagte veje, en tur jeg sent glemmer. Vi hoppede stort set op og ned i sæderne i 6 timer. Til trods for, at turen ikke bød på meget ro, var der indtryk nok til et helt liv udenfor. På vej op over en bakketop, kiggede jeg ud mod havet, hvor der dukkede et kæmpe fragtskib op. Men det lå ikke på havet, som det burde. Det lå midt imellem palmerne og var let at få øje på, fordi alle palmerne lå ned. Skibet var 500 m væk fra havet og var blot et af mange eksempler på hvor kraftig tyfonen var, da den ramte. Vi ankom til Guiuan og fandt Læger Uden Grænsers felthospital, som lå tæt på byens eget hospital. Her blev vi mødt af Benny og Chiara, en kollega til Nils fra et tidligere projekt med Læger Uden Grænser. Vi blev vist rundt på projektet, og så også det gamle hospital, som var meget ødelagt. Kun nogle enkelte ydervægge stod stadig, og alt indvendigt var ødelagt. 

I et af rummene hang et kors, hvor Kristus var flået ned fra korset, kun armene hang tilbage. Tyfoner viser ingen nåde, end ikke over tro og religion. Vi fik en rundtur i felthospitalet, og jeg var imponeret over hvor hurtigt, og hvor meget Læger Uden Grænser kan stable på benene med meget kort varsel. Dagen efter kørte vi tilbage til Tacloban. Vi stoppede ved en kirke, som stadig var rimelig intakt. Da vi trådte ind i kirken bemærkede jeg en ældre dame, der sad i stilhed. Jeg tænkte instinktivt, at jeg hellere måtte være lidt stille for ikke at forstyrre hende. Men vi var kun lige trådt indenfor, da hun forsigtigt vendte sig om og sagde “thank you, thank you”.  Vi havde oplevet det før på rejsen, at fremmede mennesker på gaden takkede os ud af ingenting, men det var først nu , at sank ind, at alle var meget taknemlige for, at vi var kommet for at hjælpe dem. Vi sluttede dagen i Santa Fe. Pie havde samlet de 30 familier, som havde mest brug for hjælp. Dem skulle vi mødes med, og fortælle dem om materialerne, vi havde købt til deres nye tage, og at det nu var deres opgave at hjælpe hinanden med at få dem lagt på.

Der blev holdt taler og en lille fest, og vi fik sagt ordentligt farvel. Det var både hyggeligt og lidt vemodigt, og et farvel som jeg ikke havde regnet med skulle blive til et ‘på gensyn’. Vi kørte i lufthavnen samme dag, sagde farvel til Pie og vores chauffør gennem de dage vi havde været der.  Efter de var kørt, fik vi en af de rejseoplevelser, som de fleste helst ville have været foruden, men som i situationen var det helt rigtige forløsningsmiddel for en underlig intenst situation. Da vi skal checke in, samlede Nils vores pas, og gik hen til det klapbord, som skulle gøre det ud for en check in skranke i den ruinerede lufthavn. Men meget hurtigt vendte han rundt og styrede direkte tilbage mod os med et anstreng udtryk i ansigtet.

Det viste sig, at han havde taget fejl af datoerne og først havde booket vores fly en måned senere. Tilbage ved selv samme klapbord bliver der meldt om alt udsolgt og situationen virker temmelig håbløs. Her var ingen hoteller og udsigten til en nat på gulvet i lufthavnen begyndte at melde sig. Men ved et andet klapbord sad en sød ung kvinde. Vi fandt al vores charme frem og spurgte hende ydmygt og lidt desperat om der ikke var et fly, vi kunne komme med. Hun må have fundet sympati for desperationen i vores øjne, for hun kaldte på en overordnet og minsandten om ikke det lykkedes at trylle tre billetter frem til os.Jeg blev så glad, at jeg højtlydt udbrød ‘mahal kita’ - I love you på Filippinsk. Pigerne ved klapbordet fniste, men gud hvor var vi alle 3 glade for, at vi kunne komme med til Manila. Vi havde en aften i Manila, og dagen efter gik turen tilbage til Danmark, hvor vi tog hul på næste del af eventyret.